Dyrehavsbakken er verdens ældste forlystelsespark. Og siden
oprindelsen i 1583 har det været københavnernes foretrukne
forlystelsessted. I dag er Dyrehavsbakken eller Bakken, som det gamle
sted kaldes i folkemunde, vor tids kulturs fornemmeste eksempel på ægte,
dansk folkelighed. Kvinden, Kirsten Piil, som i 1583 opdagede en
springende kilde i Dyrehaven, havde nok aldrig forestillet sig, at hun
derved såede det første kim til den forlystelsespark, vi kender i dag.
Det helsebringende kildevand
I 1583 var fundet af kilden af stor betydning. Naturens kildevand har
fra ældgammel tid haft en særlig tiltrækning på tidens mennesker. Og
det ikke uden grund. I 1583 var rent vand højt skattet, da det var svært
at opdrive indenfor voldene i Kongens København. Byens vand lød navnet
”Ålesuppe” - smagen af det overlades til fantasien! Man tillagde
kildevandet særlig og især helbredende kraft og specielt omkring Skt.
Hans, hvor kildevandet, ifølge folketroen, havde sin største kraft. Og
folk valfartede til kilden. På skumlende kærrer, i hestevogne og til
fods ankom såvel det bedre borgerskab som de dårligst stillede til
kilden for at søge helbredelse. Og hvor der kommer folk, kommer der gøglere.
Efter overlevering fortælles at det muntre køkken opstod ved kilden,
da en krukkemager fandt på, at vandet var ekstra helsebringende, hvis
det blev indtaget af et nyslået kar. Det var dog ikke alle kar, som
lykkedes lige godt, og de skårede og deforme kar blev stillet på rad,
hvorefter friske drenge for en skilling kunne skyde til måls.
Jægersborg Dyrehave
Kilden har ikke altid været tilgængelig for folket. Jægersborg
Dyrehave, hvori kilden ligger, har nemlig været kongeligt jagtområde i
mange hundrede år. Og hvis der ikke havde været for en særdeles
jagtglad konge for 300 år siden, ville Dyrehaven heller ikke have den
størrelse, den har i dag. I året 1669 besluttede Frederik den III at
indrette sig en dyrehave kaldet Stokkerup Dyrehave. Den var af væsentlig
mindre størrelse, hvilket hans søn Christian V ændrede, da han
allerede i 1670 blev konge. Som kronprins havde Christian V været på
besøg hos Solkongen Ludvig XIV i Frankrig, hvor han var blevet
bjergtaget af parforcejagt – en jagtform til hest med stort opbud af
hunde og jagtpersonale efter hjort, hind eller ræv. Dyret blev jaget
til det segnede af træthed, hvorefter kongen blev tilkaldt og
gennemborede dyrets hjerte med en hirschfænger – en lang spids dolk.
Med sin netop erhvervede enevælde beordrede Christian V straks, at
Dyrehaven skulle udvides 3-4 gange til et areal på ca. 1500 ha. Midt i
Dyrehaven lå landsbyen Stokkerup, hvorfra bønderne blev fordrevet til
gårde længere borte, der lå øde efter Svenskerkrigen. Jægersborg
Dyrehave, der fik sit navn i 1671, blev omhegnet af et fletværk af
hassel- og enebærstager. Det gamle hegn findes endnu få steder ved de
røde porte. Vildtbestanden bestod af kronvildt og dåvildt, der blev
forøget ved indførsel af hvide krondyr fra Württemberg. Efterkommere
af disse kan stadig ses i dag, hvor vildtbestanden tæller ca. 2000
stykker kronvildt, dåvildt og sikavildt. I 1736 blev det pragtfulde
rokokoslot ”Eremitagen” opført af Christian VI, og denne perle i
datidens byggekunst har siden stolt knejset på Eremitagesletten.
Gøgl og Pjerrot på Bakken
Under Christian V havde Dyrehaven været lukket for menig mand, og først
i Frederik V’s regeringstid blev der i 1756 atter fri adgang til området,
hvor gøglere og beværtere havde opslået deres telte ved Kirsten Piils
Kilde. Og københavnernes kæreste fornøjelse, Skt. Hansfesterne,
opstod atter. De hurtigt opsatte telte bredte sig fra kildeområdet op på
den nærliggende bakke, hvor omrejsende teaterselskaber, linedansere, bjørnetrækkere,
kunstberidere og vidunderlige mekaniske indretninger blev en fast
bestanddel af forlystelserne. Rygtet om Dyrehavsbakken bredte sig ned
gennem Europa og tiltrak en strøm af folkelige kunstnere. Under træet
sad jøden Lewin, som blev en berømt troubadour, og i 1795 entrerede
James Price med sit kunstnerselskab og linedansertrup. James Price fik
dansk statsborgerskab og blev siden stamfader til den stadig
livskraftige slægt af mange berømte Price’r inden for teatrets
verden. I år 1800 kom en af nutidens elskede Bakkeskikkelser, Pjerrot,
til. Pjerrotfiguren er omkring 4000 år gammel og stammer fra Tyrkiet.
Siden bredte den sig ud over Europa, og for 500 år siden fik figuren
renæssance i det italienske teater Commedia dell’ Arte, hvor han var
en drillende møllersvend, som var umådeligt forelsket i den smukke
Columbine. Dengang havde Pjerrot også en stor mund, men hvor man i dag
maler munden stor og rød, skar man dengang munden større på den arme
artist. Bakkens første Pjerrot var den italienske kunstner, Casorti,
som optrådte med pantomime. Siden ændrede Pjerrot sig til en blårspisende
drillepind, som hovedsageligt optrådte med tryllerier og Mester Jakel
Teater. Pjerrot er stadig at finde på Bakken, og som i de gode
gamle dage spiser han hver dag sin livret - ild.
Dampskib og jernbane
Napoleonskrigene i starten af det 19. århundrede satte i nogle år
en stopper for indvandringen af udenlandske kunstnere, men det muntre
liv på Dyrehavsbakken fortsatte uændret. Bakken blomstrede som aldrig
før og var populær i alle samfundslag. Dette ikke mindst fordi, det
var blevet mondænt for tidens forfattere og poeter at beskrive
Dyrehaven og Bakkens lyksaligheder. Det blev også lettere at komme til
Bakken. Strandvejen blev betydeligt forbedret i 1808, og i 1820 blev
Danmarks første dampskib sat i rutefart mellem Langelinie og Bellevue.
Siden åbnede jernbanen til Klampenborg i 1864. I 1840 fik
Dyrehavsbakken officiel tilladelse til at udvide kildetiden med 3 uger,
så der nu var åbent i 8 uger. Kilden havde næsten mistet sin
betydning. Det var nu Bakken, der tiltrak menneskemængderne. Flere og
flere af de rejste telte blev skiftet ud med fjælleboder bygget i træ,
der rummede et sandt sammensurium af vaffelbagerier, spisesteder,
keglebaner, loppecirkus, dampkarruseller, gøglerparader og
etablissementer, hvor tiøresdansen blev trådt flittigt. Det københavnske
forlystelsesliv var inde i en rivende udvikling, og i 1843 åbnede
Carstensen Københavns Sommer Tivoli på Vesterbrogade. Det nyfødte
tivoli kom hurtigt til at trække på storebror Bakkens hundredårige
erfaring og mennesker. Det var bl.a. Bakkens Pjerrot N.H. Volkersen, som
bragte pantomimen med sig til Tivoli, hvor han blev i 50 år.
Dyrehavsbakkens Teltholderforening 1885 dannes
Bakkens fjælleboder var ejet af teltholdere, en betegnelse der
bruges den dag i dag. Den 10. juni 1885 gik 16-17 af Bakkens i alt ca.
100 teltholdere sammen og dannede Dyrehavsbakkens Teltholderforening af
1885. Foreningens fornemmeste opgave var at forbedre Bakkens primitive
forhold. Indtil da var alt spilde- og regnvand blevet afledt af grøfter,
der gennemskar terrænet, og nødtørften måtte forrettes i naturen.
Drikkevand blev hentet ved kilden, og opvaskevandet i Kildesøen. Hober
af affald flød bag boderne, og elektricitet var der ingen af. Der blev
bygget store træbeholdere til fast affald og indrettet afbrændingspladser
til papir. I løbet af få år fik man dog en rigtig renovationsordning,
så alt affald blev kørt bort. Det næste projekt var vandet. Kildens
vandmængde var drastisk faldende, og de nygravede brønde fungerede
ikke optimalt, men i 1908 blev Bakken tilsluttet Lyngby-Taarbæks
vandledning. Mere trægt gik det med elektriciteten, der ikke nåede
frem til Bakken før i 1911. Foreningen stod også for den fælles
markedsføring, og af regnskaberne fra 1906 fremgår det, at man
anvendte 84,95 kr. til sæsonens avertering i diverse blade samt
vejviseren. Kloakering på Bakken blev først gennemført i tyverne. I
dag er alle teltholdere pligtige til at være medlem af Dyrehavsbakkens
Teltholderforening 1885.
Vil De more dem, eller vil De more andre
Man kom på Bakken for at more sig. Og der var rigelig motion til
lattermusklerne. I Kramers Varité, Den Glade Gøgler og Rosenhaven blev
der på paraden fremvist hottentotter, damer uden underkrop og
udbryderkonger som aldrig før. De første sangerindepavilloner så
dagens lys, da J. L. Andersen også kaldet Jøde Andersen åbnede
Sansouci i 1866. Det var en stor succes fra starten og et festligt
indslag i det brogede Bakkeliv. Sansouci blev især berømt og berygtet
for den frimodige sangerinde Julie Westermann, som var en af tidens første
rødstrømper. Sansouci indledte tribunesangen i skovens dybe, stille
ro, og sangen er aldrig forstummet.
Bakkens Hvile
I 1877 startede Jøde Andersen sin anden sangerindepavillon, Bakkens
Hvile, der stadig eksisterer som det eneste etablissement af sin slags i
verden. Bakkens Hvile blev hurtigt landskendt for sine vidunderlige
sangerinder, store, små, tykke og tynde, som i dristige kostumer
begejstrede herrerne og forargede fruerne. Mange skønne kvinder som
blandt andre Cleo og Käthe Vogelius har sunget i Bakkens Hvile. I dag
er syngepigerne stadig lige populære både i Bakkens Hvile, men også i
det ganske land hvor syngepigerne Dot og Tina ofte turnerer i vinterhalvåret.
Bakkens Hvile er et kulturelt klenodie, der med stolthed fejrede 125-års
jubilæum i 2002.
Cirkusrevyen
Kirsten Piils kilde var for længst udtørret, men en anden kilde
udsprang til folkets søgning og valfart. Cirkusrevyen, der opstod i
1935, har i tidens løb begejstret mange Bakkegæster. Og den er still
going strong. Ideen til Cirkusrevyen blev i sin tid fostret af
skuespiller Poul Guldager og Osvald Helmuth. Ideen modnes, og blev
realiseret i samarbejde med instruktør Oscar Holst, Herman Gellin og
Carl Petersson. Efter en lidt sløj start kom der for alvor gang i
billetsalget, succesen var hjemme og ligeledes økonomien. Siden er den
ene succes efter den anden gået gennem teltet på Bakken, og mange
store skuespillere har optrådt under den berømte teltdug. Blandt de
mange udødelige klassikere huskes Elga Olgas ”Solitudevej”, Dirch
Passers ”Op å då” og Daimi i ”Hvem har du kysset i din gadedør”.
Bakkens fornøjelser
Ude på Bakken var der også sus i skørterne. Der var for alvor ved
at komme gang i de kørende forlystelser. I 1931 begyndte arbejdet på
Bakkens vartegn, Rutschebanen, og i 1932 blev den indviet. Tilstrømningen
var så stor, at billethuset bogstaveligt talt blev væltet og løbet
over ende. Det var den irske ingeniør Walter Quinlan, som byggede
banen. Rutschebanen er i dag stadig en af Bakkens mest populære
forlystelser, selvom der i tidens løb er kommet mange andre og mere
moderne forlystelser til, heriblandt Mine Train Ulven, TårnGyset, Fire
Ball og mange, mange flere. Også den udendørs underholdning tog til,
og på Friluftsscenen kunne folk lade sig forlyste af alt lige fra
halsbrækkende kanonkonger, klovner og feriefester til god musikalsk
underholdning af danske og udenlandske kunstnere. Bakkens store
feriefestkonge, gøgler, professor – ja, kært barn har mange navne,
TRIBINI, var leveringsdygtig i den ene suveræne, skøre ide efter den
anden såsom parader gennem gader og stræder, find nålen i høstakken-lege
og udklædningsfester. TRIBINI levede fra den 25. august 1915 - 13.
november 1973.
Dyrehavsbakkens historie er lang, og af traditioner er der mange
Bakken værner på bedste vis om sine traditioner. Bakken har altid været
et sted, hvor alle kunne føle sig velkommen uanset påklædning, stand
og status. Og det bliver den ved med at være. En tur i skoven, et smut
omkring Bakken, som Bakkevalsen ofte sunget i Bakkens Hvile så smukt
beretter: ”Så tar’ vi ud i den grønne skov, skønne skov, kønne
skov, hvis du er oplagt til fest og sjov, så skal du ikke spørge nogen
om lov. Dyrehavsbakken, der mødes vi. Her er der alt, hvad vi godt
li’”. Og Kirsten Piils kilde, den springer stadig - om end den får
lidt hjælp fra Lyngby-Taarbæk vandværk….
Bakken i dag
Dyrehavsbakken – verdens ældste forlystelsespark – har 2,5-2,7
mio. gæster om året. Dette besøgstal placerer Bakken på en klar
andenplads blandt de mest besøgte attraktioner i Danmark – og på en
10. plads i Europa i konkurrence med store koncernlignende temaparker.
Men her hører sammenligningen også op. Bakkens knap 160 forretninger,
komprimeret på et areal på 75.000 kvadratmeter med en unik beliggenhed
ude i den grønne skov, ejes af 57 selvstændige forretningsdrivende,
stadig kaldet teltholdere. De driver deres egnen forretninger i
overensstemmelse med mangeårige traditioner og et sæt af få formelle
regler på grunde lejet af Skov- og Naturstyrelsen.Denne usædvanlige
organisationsstruktur giver Bakken et helt specielt, ikke-strømlinet særpræg,
som er karakteriseret ved en uhøjtidelig stemning og atmosfære præget
af teltholdernes stærke, personlige engagement og den mangfoldighed, de
og deres ”telte” repræsenterer. Ægte, dansk folkelighed, når den
er bedst. Det er således ikke uden grund, at Bakken har en stor kreds
af trofaste gæster, for hvem en tur på Bakken er en helt naturlig del
af sommerhalvåret.Og det hvad enten de kommer for at spise, få en
svingom til levende musik, more sig i forlystelserne – eller blot for
at slentre en tur, nyde folkelivet og lade sig underholde.
KØKKENET
